Stil og profil på jobben

Jeg ønsker i hvert fall å bli bedømt utfra ytelse, ikke at jeg ikke deler samme "stil" som sjefen har blitt inndoktrinert til å tro. At jeg kler meg presentabelt, men har jeans og genser heller enn det som har blitt ansett som "pent" i uminnelige tider, skal være revnende likegyldig så lenge jobben blir gjort.

"Dress your age, not your grandpa's."

Da vi er igang, enda litt mer off topic.

Når jeg er konge i eget hus, men alle vet det er er dronninga som bestemmer.

Hva skal jeg kle på meg for å få den jobben...

"Jeg ønsker i hvert fall å bli bedømt utfra ytelse,"

Det samme her, og det ene udelukker jo heller ikke det andet, men det er jo ikke noget du selv bestemmer? Hvad folk bedømmer dig på, og dette behøver jo ikke bare være nærmeste chef, har du meget lidt indflydelse på.

Jeg savner stadig svar på hvad jeg som enkelt person skulle være flov over?

"Dress your age, not your grandpa's."

Jeg tror du misforstår budskabet, det handler ikke om at klæde sig som den øverste chef der nærmer sig 60, det handler om at klæde sig med omtanke, og hvis du går og ønsker at tager skridtet fra vanlig medarbejder til mellemleder, så er det ikke tosset at skele til hvordan mellemlederne i firmaet ellers går klædt. Du kan være nok så dygtig i din nuværende stille hvor du sidder gemt væk nede i hjørnet i din metallica t-shirt, men hvis du ønsker at tage skridtet videre, så er det ikke dumt at opgradere til skjorte og en par chinos.

A pair of balls Spørgsmålet du skal stille dig selv, er nok om du overhovdet ønsker dette job ?

Hvorfor? Gjør det at man gjør en bedre jobb? Hvis man føler må kle seg for å få "respekt" fra kolleger i f.eks. en (mellom)lederstilling er det ikke sikkert man er riktig person til stillingen.

Hvis jeg får vite at måten jeg blir bedømt på og får fordeler av blir bestemt av at måten jeg kler meg på, så er det fornærmende overfor mitt intellekt, og jeg synes det er flaut å tenke "jeg fikk jobben fordi jeg bytte klær", og ikke "jeg fikk jobben fordi sjefen ser at jeg er utrolig flink i det jeg gjør, og tror jeg vil gjøre en strålende jobb i neste stilling basert på det arbeidet og den personen han er".

Se på det fra en annen vinkel da...
Hvorfor vil du evnt la en så basal til ting som klærne dine avgjøre hvor du er aktuell som ansatt eller ikke?
Dropper du drømmejobben eller drømme-arbeidsgiver fordi du må ha på deg skjorte?

"Hvorfor? Gjør det at man gjør en bedre jobb? Hvis man føler må kle seg for å få "respekt" fra kolleger i f.eks. en (mellom)lederstilling er det ikke sikkert man er riktig person til stillingen."

Hvis man ikke er klar over at ens fremtoning har effekt på andre personer, så er man med garanti ikke egnet til at være leder. At være leder handler ikke kun om kundskab, der er så mange andre aspekter i det at være leder end lige netop ens "tekniske" kunnen.

Det handler ikke kun at opnå respekt, men også at udøve respekt. ens tøj er jo ens "uniform" om man vil det eller ej. Og sådan har det altid været. Du kan jo bare se på dyrene, udseende bestemmer til vis grad rangordenen.

"Hvis jeg får vite at måten jeg blir bedømt på og får fordeler av blir bestemt av at måten jeg kler meg på, så er det fornærmende overfor mitt intellekt,"

Jeg vil godt garanterer dig, at du ikke bare en gang, i dit liv er bedømt på dit udseende. Også i dit nuværende job, det startede jo allerede til din jobsamtale.

"Og jeg synes det er flaut å tenke "jeg fikk jobben fordi jeg bytte klær",

Det skal du ikke være flov over, det beviser blot at du blevet opmærksom på at folk omkring dig bedømmer dig på hele pakken.

"og ikke "jeg fikk jobben fordi sjefen ser at jeg er utrolig flink i det jeg gjør, og tror jeg vil gjøre en strålende jobb i neste stilling basert på det arbeidet og den personen han er"."

Der ikke nogen der snakker enten eller, snarere både og. Og tungen på vægtskålen kan sagtens vise sig at være at du den morgen, udover at være skide dygtig, også tog dig præsentabelt ud.

Jeg forstår i øvrigt ikke hvordan vi er kommet frem til at det klæde sig pænt er det sammen som at skjule at man ikke er dygtig, jeg ser det nærmere som en metode til at vise overfor andre at man er seriøs.

Hvorfor ikke anse tøjet, og den daglige soignering for den sags skyld, som en måde at vise sig fra ens bedste side. Det er jo ikke fordi jeg snakker om at tage en nedringet trøje på.

Baronkanon, du møder vel heller ikke på job med dårlig onde, ubarberet og morgenbollehår?

1. Er det som blir ansett som pent uforanderlig på tvers av tid og sted?
2. Er det som blir ansett som korrekt avhengig av det demografiske segmentet som blir spurt?
3. Kan det tenkes at argumentet om presentabilitet overføres til folk som er i posisjoner hvor klesvalget har liten betydning for bedriften, hva bedriften selger og hva slags inntrykk bedriften gir?

En ting er å diskutere hvor mye energi en vil bruke på å "fight the system." En annen ting er hvorvidt selve innvendingen synes rasjonell. Et system som gjør at de ansatte får opposisjonelle tanker, eller blir misfornøyd med bedriftskulturen, høres ikke bra ut. En bedrift hvor man har strenge kleskoder også blant de som ikke omgås klienter utenfor bedriften, hvor folk IKKE er misfornøyde, høres ut som en bedrift som består av en type mennesker som jeg ser på som hjernevaskede, konservative tullinger.

Dere som går i chinos (grøss) og skjorte (ikke så ille) med slips (grøss) er med på å holde liv i utdaterte hierarkiske prinsipper som står i veien for å oppdage talent og luke ut udugelighet som kan skjule seg under en pen dress.

Jeg synes det er flott med en arbeidsplass hvor dress og t-skjorte er likestilt og den enkelte kan kle seg i det som føles mest komfortabelt, så lenge det er rent og helt og ikke plager kollegaene. Selvfølgelig med den reservasjonen at ved kundemøter og salgsmøter så må man kle seg på det nivået av formalitet som den aktuelle kunden forventer. Men internt på en arbeidsplass, hvor folk enten kjenner deg eller har mulighet til å lære kjenne deg og dine ferdigheter hvis de ønsker det, så synes jeg det er idiotisk hvis gamle kleskoder skal stå i veien for den sosiale interaksjonen.

De som stusser over mellomledere i jeans er antageligvis de samme som stusser over kvinnelige mellomledere, eller pakistanske mellomledere.

Jeg har alltid blitt overrasket over hvor mange som lar seg lure av pent tøy. Tar sjelden mer enn et par minutter, før folk havner på glatta, uavhengig av om de har riktig kleskode eller ei. (Men der er folk forskjellige. Mange elsker illusjoner, og gjør hva som helst for å opprettholde de.) Mange eksempler på gjennom historien, at svindlere har klart å opprettholde svindelen, rett ut fordi de har skapt inntrykket av at de er vellykkede. Når man vet hvor viktig inntrykket er, og man vet at mange assosierer vellykkethet med riktig dresskode, så gir det jo mening at ledelsen vil at de ansatte følger denne. Selv, så jobber jeg et sted, hvor casual, men pen i tøyet, er riktig kode.

JEg jobber i Fylkeskommunen (dere vet, de som driver med vei, skole, tannhelse og kollektivtrafikk). Her er det alt i fra dress til strandsandaler.

Selv forsøker jeg å holde meg unne tskjorte, og går for dongeri, uten hull og skjorte/genser.
Føler jeg for det blir det til og med chinos/dressbukse og slips! (men da hagler kommentarene om jobbintervju og fest)

Er det en eneste ting man IKKE skal ha på jobb, så er det shorts og sandaler. Jeg vil ikke se bleke hårete bein og tær i lunsjen.

Det er en helt fin point, og min oprindelige point var såmen heller ikke at folk MÅ gå i pent tøj eller underligge sig andres forventninger, karriere mæssigt så er det dog ganske fint at måle sig op imod den stilling man ønsker. Om det så er børnehave pædagog, mellemleder eller noget helt 3.

Hvis man arbejder i en virksomhed hvor casual er tingen, så er der nok ikke meget ide i at komme i fuldt dress med slips, vice versa.

For min del blir jeg skremt av hvem det er som kommer seg opp og frem, tydelig at det å klatre i systemet er en ferdighet som ikke nødvendigvis samsvarer med faglig dyktighet.

Som bortgjemt kontorrotte er shorts (ikke sandaler) en selvfølge i deilig juli-vær. Antrekk revurderes på dager med møtevirksomhet utenfor avdelingsmøter. De er det heldigvis ikke så mange av i juli=)

"For min del blir jeg skremt av hvem det er som kommer seg opp og frem, tydelig at det å klatre i systemet er en ferdighet som ikke nødvendigvis samsvarer med faglig dyktighet."

Men er det ikke naturligt at jo "højere" man kommer op i systemet jo mindre betyder faglig dygtighed, som leder er det jo vigtigt at kunne motivere og udpege dem der sidder med viden, altså er sociale færdigheder såsom at være struktureret og holde mange baller i luften på en gang, vigtigere end at kende x product helt ned i detaljerne.

Det er langt fra alle der egner sig til at klatre sig op og frem, superingeniøren der ved alt om alt er enormt faglig dygtig er jo ikke nødvendigvis den bedste til styre prosjekter og medarbejdere, og sælge virksomheden udadtil.

Og hvor stor er sannsynligheten for at denne sjeffen vil velge folk etter utseende og ikke etter viten, siden han selv har klatret i gradene pga. /vha. tøyet?

Dit spørgsmål er ledende og prøver at tage en tekst ud af kontekst, det fortjener dårligt et svar.

Men.

Den er meget lille, da han for det første ikke har kravlet op af karriere stigen pga tøjet, men derimod fordi han besidder de egenskaber der skal til for at udpege hvem der har den viden han trenger.

Kanskje ikke så mange som kjører denne stilen på jobb?

http://trd.by/underholdning/article11271192.ece

http://m.db.no/2015/07/02/nyheter/ver/kler/jobb/arbeidsliv/39957213/

Veldig glad for at jeg har en jobb der jeg kan gå kun i undikken hvis jeg vil:-)

Det enkleste er alltid og "get with the program". Er det en jobb du har lyst på så er det å følge kleskoden verdens enkleste ting. Er ikke verdens største offer. Når man blir litt mer varm i trøya (eller dressen) så går det an å slække litt på antrekket.

Ofte er spranget fra en seniorstilling og opp til en mellomlederstilling i et oljeserviceselskap så lite at det ikke er verdt det.